Sider

tirsdag den 6. juli 2010


Muslinger med pasta..

Må sige at denne opskrift er en af mine favoritter. Ikke nok med at den smager fantastisk, er denne ret også en rigtig hyggespreder. Man skal både slubre pastaen i sig og bruge sine fingre til at få muslingerne ud af skallerne. Maden smager bare bedre på den måde..

2-3 pers.
Du skal bruge:
250 g friske muslinger
spaghetti
15-20 modne cherrytomater skæres i 4 både
2 fed hvidløg
2-3 forårsløg
1-1,5 dl. tør hvidvin
1-2 fintsnittede gulerod
et skvat fløde
frisk revet parmesan (for gud skyld fra en blok og ikke en pose, der kan ødelægge hele retten)
CITRON!! havde næsten glemt det vigtigste.

Hæld muslingerne i en balje med koldt vand, og lad dem åbne op og hygge sig.
Sæt en stor gryde med vand over kog. Hemmeligheden bag en perfekt pasta er nemlig rigeligt med vand, og salt.
Hak imens alt der skal hakkes fint. Det kan godt betale sig at bruge et par ekstra minutter på dette job, da det vil påvirke helhedsindtrykket med for store stykker.

Muslingerne: det er vigtigt at alle muslinger bliver tjekket for livstegn, da en dårlig musling kan skylde en rigtig væmmelig forgiftning (taler af erfaring). Dette gøres ved at at se om alle muslinger lukker sig ved at banke dem let mod en overflade. Det kan være svært at se da mange er helt lukket, men det er kun de åbne der ikke lukker sig man skal kassere. Og ja, det kan blive til et par stykker. Rens også muslingerne for evt. skæg og belægninger med en skuresvamp.

Klar, Parat KØR!!

Kog pastaen i det kogende vand, glem ikke saltet .

Smelt en klat smør og olie i en tykbundet gryde. (Olien gør at man kan stege ved en højere temperatur.)
Hæld alle grøntsager i og sauter dem et minuts tid ved høj varme.
Kom muslingerne i og hæld vinen over.
Kom straks låget på, da vi ønsker vores muslinger dampet.
Ryst gryden et par gange i løbet af de 3-4 min. det tager at dampe dem færdig. Kig så til de små basser om alle er åbnet flot op. Dem der ikke er åbnet skal kasseres.

Pastaen burde være ved at være "Al-dente" hvilket vil sige at de er færdige men med stadig et lille bid tilbage.
Når pastaen er færdig, vendes den i muslinge-gryden og
smages til med ca. en halv citron, lidt fløde, salt og peber. lad retten trække i gryden i et par min. så pastaen overtager en anelse af smagen fra saucen.

Anrettes som vist på billedet med parmesanen revet over.
Husk: at have en skål til skallerne og evt. en dyp tallerken med varmt vand og en citronskive i, til at vaske hænder i.

Bon Appetit...

Ps: husk at ingen bør følge en opskrift 100%, ok, ganske få bør man, men de fleste er kun til inspiration og rådgivning.
f.eks kan man nemt tilføje safran, rød peber osv. Kun fantasien sætter grænser.